Artikel bragt i Kor 72 medlemsblad 2000, Skrevet af Jesper Holck, Di Vers
På scenen står et velforberedt kor. De har øvet sig i lang tid, og de synger rigtigt godt. Hvis man lukker øjnene, lyder det næsten lige så godt, som det ville gøre derhjemme, hvor man har verdenskunstnerne på Cd. Og man kan næsten abstrahere fra trækken fra døren og sidemandens hosten.
Men hvad ser man, hvis man åbner øjnene igen? En festklædt dirigent, som står med ryggen til og bevæger armene. Og et festklædt kor, som står og ser ned i deres noder. Det er pænt men ikke særligt interessant at kikke på, og efter et stykke tid begynder det at virke lidt kedeligt.
Koret synger mange forskellige sange. Men uanset om sangene er morsomme, tragiske, kærlige eller melankolske, er det det samme man ser: ryggen af dirigenten, og korsangerne som kikker ned i deres noder. Så man lukker øjnene igen, eller også begynder man at studere parketgulvet eller skiltet med "Nødudgang" på bagvæggen.
Kun i ganske få øjeblikke - måske under bifaldet, måske under præsentationen af sangene - er det muligt i dirigentens og korsangernes ansigter at aflæse lidt om deres eget forhold til de sange, der bliver sunget.
Der er selvfølgelig en grund til, at koret giver dette "disciplinerede" udtryk. Koret vil gerne have, at publikums opmærksomhed skal være rettet mod musikken, så de "anonymiserer" korsangerne ved at give dem ens tøj på og sørge for, at ingen står og stamper rytmen med fødderne eller ser rundt i lokalet. Dette "disciplinerede" udtryk har koret til fælles med de klassiske symfoniorkestre. Der er flere problemer i, at så mange kor vælger dette udtryk:
For det første må vi nok i de fleste amatørkor indse, at vi lydmæssigt aldrig til vores koncerter kommer op på siden af de Cd'er, som publikum kan købe med indspilninger med Take 6, Radiokammerkoret og Manhattan Transfer. Så hvis vi ikke giver publikum noget mere end en lydmæssig oplevelse, vil de ofte blive skuffede (hvis vi ser bort fra vores familier, som jo heldigvis altid udgør en stor og begejstret del af vores publikum!).
For det andet er der noget forkert i, at alle sange præsenteres med det samme udtryk. Sange handler om noget! De har en stemning og et budskab, og den måde, som sangene præsenteres på, bør afhænge af deres form og indhold.
For det tredje fremtvinger man en kunstig adskillelse mellem korsangeren og sangen. En sang kan aldrig i publikums øre blive rigtigt glad, tragisk eller melankolsk, hvis ikke korsangeren selv er en troværdig formidler af sangens budskab. Og det er man ikke, hvis man bare står i sit festlige tøj med opmærksomheden rettet mod noderne.
Ovenstående er jo ingen ny iagttagelse. Der er jo en grund til, at hverken rock- eller musicalsangere står stille og ser ned i deres noder. De skaber en kontakt med publikum, og denne kontakt er et væsentligt element i den oplevelse, som sangerne giver deres publikum.
Den vanskelige udfordring for et amatørkor består så i at finde en udtryksform, som ikke stiller større krav, end vi kan honorere.
Det første og mest grundlæggende skridt er at skille sig af med noderne. Så længe man som korsanger står med næsen nede i noderne, giver man et meget tydeligt signal til publikum: "jeg interesserer mig ikke for jer, jeg interesserer mig kun for musikken". Desuden fjerner man sin opmærksomhed fra både dirigenten og de andre korsangere; man synger "det der står" og giver ikke sangen mulighed for at blive noget andet og mere. Og endelig begrænser noderne jo de fysiske udtryksmuligheder, man har.
Næste skridt er, at korsangerne skal lære at være bevidste om deres eget udtryk. Det er en grundlæggende teknik for en skuespiller, men bestemt ikke en selvfølgelig ting for en korsanger. Som korsangere kan vi kontrollere vores stemme, men nu gælder det også om at kunne kontrollere det fysiske udtryk: ansigtsudtryk, blikretning og kropsholdning skal være lige så bevidste og kontrollerede som stemmen.
Det vil sige et, som både understøtter sangene og som koret med dets begrænsede formåen kan levere. Det er oplagt, at i et almindeligt amatørkor vil det være for ambitiøst at forsøge at leve op til traditionerne fra musicals og operaer. I de forestillinger, som Roskilde Rytmiske Kor har sat op, har vi benyttet os af følgende elementer:
· Scenografi. Det behøver ikke at være ret meget - bare et par kasser og et par løse rekvisitter kan være tilstrækkeligt til at skabe et miljø, som sangen kan præsenteres i.
· Lys. Der er ingen tvivl om, at lyset på scenen er et væsentligt element i det samlede udtryk. Desværre er scenelys også lidt besværligt at arbejde med: det skal planlægges, stilles op, justeres ind og styres under forestillingen. Det er helt sikkert det bedste, hvis koret kan få et antal frivillige (eller evt. betalte) hjælpere til at tage sig af det.
· Koreografi. I koret arbejder vi med at finde simple opstillinger og bevægelser, som kan understøtte sangene, uden at det kræver så meget af korsangerne, at det går ud over sangen. I modsætning til musicals og opera ligger hovedvægten stadig på sangene, ikke på en gennemgående handling.
· Instruktør. Forudsætningen for det hele er at finde en instruktør, som i samarbejde med dirigenten kan fastlægge og indøve det samlede udtryk.
· Det er vigtigt at finde en god instruktør. Selv om korsangernes evner som skuespillere er begrænsede, skal instruktøren kunne finde sceniske udtryk, som de kan levere på en troværdig måde. Det er vigtigt at samarbejdet med dirigenten bliver velfungerende, fordi for store krav til korsangernes skuespil vil gå ud over deres sang - og omvendt.
· Det er sjovt. Selv om øvearbejdet selvfølgelig ikke bliver mindre, giver det koret gode oplevelser.
· Resultatet bliver godt. Der er ingen tvivl om, at vores forestillinger (med kombinationen af sang og teater) giver mere positive reaktioner fra vores publikum, end vores almindelige korkoncerter. Børnene synes også det er meget mere interessant!
· Også de "almindelige" koncerter bliver bedre. Både fordi korsangerne kender sangene bedre, og fordi de er vant til og indstillet på en tæt kontakt til publikum.
· Det giver mere arbejde. Det er klart, at der går ekstra tid med øvearbejdet og med de praktiske arrangementer omkring de enkelte koncerter.
· Der er nye udfordringer. Dels kan og skal vi selv udvikle os som både skuespillere og korsangere. Dels skal vi i samarbejde med vores instruktør arbejde med at udvikle denne specielle form. I denne forbindelse er vi blevet meget inspirerede af den svenske gruppe Amanda, som laver nogle fantastiske forestillinger.
I vores nuværende forestilling (Aqua - et REGNstykke) har vi samlet et antal sange om regn, som vi med dans, lyseffekter, drama, rytmesektioner … og vand … kæder sammen til et dramatisk forløb. Vi opførte den med stor succes i efteråret 1998 og 1999 i en nedlagt svømmehal i Roskilde, i Elværket i Holbæk samt på en brandstation i Århus.
I efteråret 2000 deltager koret med 'Gennem ild og vand' koncerten som en del af 'Stemmer i 1000 år'. Vi regner med at lave koncerter i Roskilde, København samt et sted i Skåne.